lørdag den 8. august 2009

Takuss Kalaallit Nunaat

Så stiger vi ombord og siger på gensyn til Grønland og alle de ovenud dejlige mennesker vi har mødt undervejs og ikke mindst alle dem der har hjulpet os med både det ene og andet. Særligt tak til Kajakhotellet for at sponsorere grej og bakke op om projektet. Vi glæder os til at vise og fortælle. Tak til min lillebror Johan for hjælp med bloggen, min bedste ven Søren for at tage hånd om Kayaks2go imens, min anden ven Søren for tips og fif til første del af ruten, Irene for de fantastiske uldluffer og sokker, Malik og Christina for behjælpelighed med grej og kontakter, Randi og Bjørn for modtagelsen og organisering i Nuuk, Morten og Line for lån af lejlighed, Suso og Ville og Lars for husly og godt selskab og tak til Charlotte og Air Greenland for champagne og ekstraordinær service på rejsen... takuss :-)





fredag den 7. august 2009

Prikken over i'et...

Vi pakker lige en dagsvandretur til indlandsisen med i kufferten - som prikken over i'et. Vejret var perfekt vandrevejr og efter kun 2 1/2 time med rask vandring i lækkert terræn kunne vi gå ombord på isen. Først lidt tøven, men så først mig afsted og så ku Jesper alligevel heller ikke dy sig - nu hvor vi var lige ved.
Fik ellers ingen søvn i nat, efter at have snakket skole, udvikling og verdenssituation med politikkere fra færøerne, piloterne fra Danmark og Louise i baren. Den sidste øl blev åbnet da de første hotelgæster kom til morgenmad! Men raskt gik det alligevel til isen og til gengæld tidligt i seng derefter.










torsdag den 6. august 2009

Narsarsuaq... målet er nået :-)




Vi er her. Narsarsuaq. Efter 2 helt igennem eventyrlige dage til slut. Uden tvivl den mest vellykkede tur nogensinde, for os begge.
Nu drikker vi Champagne (som Charlotte var sød at overraske med) og nyder beruselsen af at være i mål. Det bliver sværere og sværere at vende næsen hjemad heroppe fra, men på lørdag går vi ombord, og siger tak... for nu...!




Erik Den Rødes Boplads

Magisk og indbydende. Græsset gror højt her, alt virker blødt og mildt i forhold til nordpå og der dufter hjemligt. Som vores fotografven sagde 'serene and tranquillity'. Qassiarsuk ligger lige på den anden side af Narsarsuaq og bliver vores sidste stop inden mål. Efter at have besøgt Leif den lykkelige i metal og nydt den fredfyldte stemning, stødte vi på Eda. Sammen med 2 danske guider og en grønlandsk yngre medsammensvoren bød hun os indenfor på den gamle boplads der udover tørvehytter og ruiner rummer en rekonstruktion af en langhytte. 'Qajaqroere fra Nuuk, skal ikke betale (75,-)- de er vores gæster. Kom ind.' Vi faldt alle 3 hurtigt i snak og jeg fik en god snak med Eda om mine etnografiske undersøgelser heroppe omkring den grønlandske skoleforordning 'Atuarfitsialak'. Til slut blev vi inviteret til at overnatte i langhytten med de to guider... hvilket vi naturligvis sagde ja tak til. Og aftenen blev magisk. Månen skinnede mellem stjernerne på isfjeldene og os, mens Eda's hjemmebag gik på runde, Rama's første torsk var over bålet og lyden af Islandske sagasange, engelske bådsmandsviser fyldte luften i samklang med knitren fra bålet mens rensdyrskinnene varmede...
Eventyret bliver fortsat mere og mere fuldendt.
Men NU gælder det Narsarsuaq. 5 km, på spejlblankt vand. Det bliver med blandede følelser at bringe kajakkerne på land for sidste gang...





onsdag den 5. august 2009

Sidtlisit... sidste stop før mål






Den perfekte afslutning med fuldmåne over en isfyldt fjord efter en fantastisk dags padling - en af de bedste vi har haft på turen. Vi har ca 10 km i fugleflugt til Narsarsuaq så nu er det bare med at indprinte det sidste storslåede af eventyret...

søndag den 2. august 2009

Narsaq... det grønne Grønland!

Det er et helt andet Grønland her sydpå, end det vi begge kender fra Nuuk og længere nordpå. Meget grønt og meget charmerende. Jesper tænkte Skotland igår, jeg selv midt Sverige eller Island. Vi er på højde med Bergen i Norge (lidt sydligere vist!) så det passer ikke helt skidt. Men det er en pudsig fornemmelse at her er så varmt, vandet er 'varmt' der er små træer og fyldt med blomster, himlen begynder at få samme matte farve som derhjemme, og det bliver mørkt et par timer nu. Igen har vi også været ualmindelig heldige med vejret og er bogstaveligt talt blevet båret frem til Narsaq idag. Vinden i ryggen og medstrøms, høj sol og varmt... det er meditativt og så overskudsgivende som noget kan være. Vi nyder det STORT...
Vi er nu indlogeret hos Lars (Susos søn) og har fået det første varme bad siden Fiskenæsset for over 3 uger siden - skønt :-). Skægget trænger til en studsning efterhånden, men det får lov at stå helt til målet... Narsarsuaq, hvor vi regner med at være onsdag aften.
Vi er begge så ladet op, og så meget nede i gear, at det bliver helt igennem umuligt at stresse os når vi igen sætter fod i København. Vi har fået alt hvad vi har turde drømme om på denne tur og takker aller nådigst vejrguderne, DMI, Qivitoqerne og hvem der nu ellers måtte have en finger med i spillet hvad det angår...!
Narsaq er bestemt et sted vi kunne bruge en overliggerdag, men nu må vi se. Vi skal lige have Lars tilbage fra sæljagt og se lidt på kort efter mulige rypespots undervejs til Narsarsuaq. Der er under 50 km tilbage af vores rejse nu, så det er bare med at nyde det, og selvom der er hyggeligt i byerne, er det i fjeldet vi nyder det mest...

lørdag den 1. august 2009

iPhone blogning en sag for sig...!

Hmmm... smart er det. Når det virker! Igen er der problemer med at blogge. Denne gang er det wi-fi'en der driller. Men vi lægger lidt billeder ud over roaming i stedet. Næste mulighed bliver Narsaq imorgen...



Status...!

Vi er næsten ved vejs ende og kan jo benytte lejligheden til lige at gøre status. Alting kan nemt virke ligetil og problemfrit med alt det gode vejr og de dejlige billeder, men vi har da lige et par småting der har drillet lidt. 'Dårligt' vejr har givet os 3 1/2 overliggerdage på 4 uger - hvilket er væsentligt færre end vi havde turde håbe på. Men der har bestemt også været dage med seje inerverende kryds i modvind og modstrøms. Timer i tåge og kulde med iskolde fingre og vådt uldtøj og hårde overbæringer og opslævninger af de lastede kajakker. En del gaffareperationer har vi efterhånden også på samvittigheden fx. Der er to halsmanchetter, en fiskestang, Jespers kajak, min skaljakke og en teltstang. Vi havde et kompas itu allerede ved start. Jespers myggenet er gået i stykker, en piezotænder er smeltet af den ene brænder og sådan er der et par småting hist og her.
Men højdepunkterne på dagen, når den tørre Aklima uldhættetrøje kommer på som det første efter vi er på land, når dunsoveposen varmer i telthulen med mæt mave og endnu en stor portion eventyr er under huden eller når vi nøgne render rundt og flår det vildt vi har skudt i fjeldet som på et andet Karl Mar Møller kursus, så vejer alle strabadserne nærmest ingenting på vægtskålen.
Her fra Qarqortoq har vi planlagt 4 padledage til Narsarsuaq (2 til Narsaq) og med 7 dage til hjemrejse er vi i netop så god tid som vi havde håbet på. Storisen er drevet bort og kun lidt tåge har givet os gode muligheder for at nå frem i god tid. Nu ser vi frem til forkælelse her de sidste par dage og vil ned og købe skovbærgrød, fløde, æg og andet godt.
Vi savner efterhånden også begge to vores nærmeste derhjemme virkelig meget, og glæder os til at stige ombord i Narsarsuaq.