Det er et helt andet Grønland her sydpå, end det vi begge kender fra Nuuk og længere nordpå. Meget grønt og meget charmerende. Jesper tænkte Skotland igår, jeg selv midt Sverige eller Island. Vi er på højde med Bergen i Norge (lidt sydligere vist!) så det passer ikke helt skidt. Men det er en pudsig fornemmelse at her er så varmt, vandet er 'varmt' der er små træer og fyldt med blomster, himlen begynder at få samme matte farve som derhjemme, og det bliver mørkt et par timer nu. Igen har vi også været ualmindelig heldige med vejret og er bogstaveligt talt blevet båret frem til Narsaq idag. Vinden i ryggen og medstrøms, høj sol og varmt... det er meditativt og så overskudsgivende som noget kan være. Vi nyder det STORT...
Vi er nu indlogeret hos Lars (Susos søn) og har fået det første varme bad siden Fiskenæsset for over 3 uger siden - skønt :-). Skægget trænger til en studsning efterhånden, men det får lov at stå helt til målet... Narsarsuaq, hvor vi regner med at være onsdag aften.
Vi er begge så ladet op, og så meget nede i gear, at det bliver helt igennem umuligt at stresse os når vi igen sætter fod i København. Vi har fået alt hvad vi har turde drømme om på denne tur og takker aller nådigst vejrguderne, DMI, Qivitoqerne og hvem der nu ellers måtte have en finger med i spillet hvad det angår...!
Narsaq er bestemt et sted vi kunne bruge en overliggerdag, men nu må vi se. Vi skal lige have Lars tilbage fra sæljagt og se lidt på kort efter mulige rypespots undervejs til Narsarsuaq. Der er under 50 km tilbage af vores rejse nu, så det er bare med at nyde det, og selvom der er hyggeligt i byerne, er det i fjeldet vi nyder det mest...
søndag den 2. august 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

1 kommentar:
Så er I lige ved at være vejs ende...:o) Hatten af for jer! Ville ønske at vi kunne stå nede ved kajen i Narsarsuaq, og tage i mod jer, med det lækreste iskolde champagne;o)
Mange hilsner og tanker
Charlotte.
Send en kommentar